Forside

Dette er den første komplette biografi på dansk om den tyske ekspressionistiske maler Emil Nolde. Nolde har gennem årtier været højt respekteret som kunstner og person. Hans stærkt farvemættede billeder fascinerer umiddelbart. Men også hans personlige historie som forfulgt af nazisterne har gennem årene givet sympatien for ham et yderligere boost. I løbet af de sidste 15 år er det imidlertid pø om pø kommet frem, at hans kunst ganske vist blev stemplet som ’entartet’ af nazisterne, men at han selv var begejstret Hitler-fan og anså jøderne for at være roden til alle verdens dårligdomme. Det har altså været nødvendigt med ikke blot mindre justeringer, men fundamentale korrektioner til det billede, han selv og forvalterne af hans eftermæle har konstrueret gennem mange år. 

Strukturen i biografien er overordnet kronologisk, men den trækker også emnemæssige tråde frem og tilbage mellem de enkelte kapitler. Biografien er gennemresearchet og anvender tilgængeligt materiale til og med de omfattende udstillingskataloger fra den store udstilling om Emil Nolde på Hamburger Bahnhof i Berlin hen over sommeren 2019. 

Biografien er tilegnet Bjarne. Han har under hele den lange skriveproces været en uvurderlig støtte, både som en meget kritisk og konstruktiv læser og idérig inspirator. Uden hans vedvarende opmuntring var biografien ikke blevet til noget. TAK. 


Kontakt: admin@nolde-biografi.dk